Info

Faciliteter

Krabbesholm Højskole består af omkring 15 bygninger, der ligger spredt ud over et stort parkareal. Det ældste byggeri på grunden er fra 1565, og det nyeste stod færdigt i 2015. Alle bygninger er tegnet af forskellige arkitekter og har derfor hver deres særpræg.

HOVEDBYGNINGEN OG BINDINGSVÆRKSLÆNGERNE

Krabbesholms hovedbygning er opført i 1565 af Magdalene Banner, som opkaldte herregården efter sin afdøde mand Ivar Krabbe. I hovedbygningen ligger Riddersalen, hvor hele skolen mødes til morgensamling hver morgen, biblioteket, administrationen, forstanderens kontor og mødelokalet Rokokostuen. Ud fra hovedbygningen ligger to gamle bindingsværkslænger, hvor man finder køkken, spisesal og elevværelser. Gårdspladsen udenfor er et naturligt samlingspunkt for hele skolen, når det er godt vejr.

FAGLOKALER

På Krabbesholm Højskole foregår undervisningen primært i faglokalerne og på værkstederne. Hvert linjefag har et faglokale, hvor hver elev har sin egen plads med skrivebord, skab og i nogle tilfælde (afhængig af linjefaget) en computer. Alle faglokalerne er i nye bygninger, der lever op til de standarder, der kan forventes af moderne undervisningsfaciliteter. Bygningerne, som faglokalerne ligger i, er tegnet af MOS Architects i 2012 og af Tham & Videgård i 2015.

VÆRKSTEDER

Udover faglokalerne er der værksteder. Ofte foregår meget af arbejdet med at realisere sine projekter på værkstederne, hvor lærerne hjælper med at bruge de forskellige maskiner og teknikker, der er nødvendige.

Skolen har følgende værksteder:

  • Syning
  • Serigrafi
  • Linoleumstryk
  • Keramik
  • Modelværksted (træ og metal)
  • Print
  • Mørkekammer
  • Fotostudie
  • Fællesværksted (multirum, der kan bruges, når man arbejder med store projekter)
  • 3D-printer
  • Laserskærer

GALLERI

Krabbesholm Højskole har et galleri, Four Boxes, som er tegnet af den japanske tegnestue Atelier Bow Wow, og det stod færdigt i 2008. I Four Boxes er der skiftende udstillinger både med skolens elever og med kunstnere, designere og arkitekter fra ind- og udland. Læs mere under menupunktet Udstillinger.

KUNSTHAL

KBH kunsthal er fem udstillingsmontrer, der tidligere stod på Vesterbrogade i København og i 2007 blev flyttet til Krabbesholm Højskole. KBH kunsthal er udstillingssted for nyskabende og eksperimenterende kunst, fotografi, arkitektur, design og grafisk design.

PAKHUSET

Pakhuset, det første hus man møder på højre hånd, når man kommer ned ad Krabbesholm Allé, er til fri afbenyttelse for alle – altid. Indenfor er der elevkøkken, billard, musikrum, tv-stue og en kæmpesofa, hvor man kan slå sig ned. Overfor pakhuset er der et sportsareal med basket, fodbold, bordtennis, beachvolley og en bålplads.

Læs mere om vores faciliteter her

Kig fra MOS husene til hovedbygningen

Keramikværkstedet

Syværkstedet

MOS husene

Gården foran arkitektur. Bygningen er tegnet af Tham & Videgård Arkitekter

Linoleumstryk- og serigrafiværksted

Fernisering i Four Boxes, Krabbesholm Højskoles galleri tegnet af Atelier Bow Wow

Fællesværkstedet

Elevhuset