Arkitektur

Forår 2019

Anupama Kundoo

Krabbesholm skal have et nyt gæstehus, og vi har i den forbindelse haft besøg af den indiske arkitekt Anupama Kundoo, der er inviteret til at lave et skitseprojekt.

Anupama Kundoo lægger i sine projekter vægt på at forene mennesket, samfundet og de omgivelser, hvori hendes bygninger skal stå. Hun udviklede tidligt i sin karriere en særlig interesse for at udforske brugen af stedspecifikke materialer i arkitekturen – et fokus, der forholder sig til de sociale og økonomiske udfordringer, hun har mødt gennem sin opvækst i Bombay. Med Anupama Kundoos besøg og foredrag på Krabbesholm Højskole har vi fået en unik mulighed for at nå nye forståelseshorisonter gennem de erfaringer, hun har gjort sig i sit arbejde.

Anupama Kundoo er internationalt anerkendt for sine prisvindende bygninger. Hun har etableret sig med stor erfaring og specialiseret viden gennem praktisk-orienteret research, hvor hendes designtilgang er at bruge spildmateriale og ufaglært arbejdskraft med særligt hensyn til lokalsamfundets byggekultur. På den måde smelter æstetik, funktionalitet, bæredygtighed og tilgængelighed sammen i Anupama Kundoos bygninger. Hun redefinerer måden, vi bruger materialer på, til at skabe rum og udvikle viden, som kan være med til at forandre verden.Se hele interviewet med Anupama Kundoo nedenfor.

Ud over Anupama Kundoo er også den japanske tegnestue DOT-Architects inviteret. Skitseprojektet løber frem til 30. april 2019.