Forholdet mellem krop og rum har siden Vitruvius og hans “10 Books of Architecture” været et centralt tema i arkitekturen og inden for teorien om proportioner og de dertilhørende æstetiske kvaliteter.

Det er igennem vores krop og vores sanser, at vi navigerer i verden og forstår de rum og landskaber, vi bevæger os igennem. Vores krop er vores måleinstrument, hvilket tydeliggøres gennem sproget og de ældre måleenheder som “fod”, “tomme”, “alen” osv.

Eleverne har opmålt og tegnet deres egne kroppe, for derefter at bearbejde tegningen og udpege særlige proportioner og karaktertræk, der ligger indlejret i kroppens geometri.

Opmålingen skulle danne grundlag for en oversættelse af det kropslige legeme til en arkitektonisk figur: Søjlen.

Denne oversættelse foregik på flere niveauer: fra en skala til en anden – fra 1:1 til 1:5 fra et medie til et andet – fra tegning til model fra et formsprog til et andet – fra det figurative til det abstrakte