Designholdet har arbejdet med dekonstruktion for at finde ud af, hvordan de kan bruge alt det, der allerede eksisterer, som inspiration til at skabe noget nyt.
Udgangspunktet for projektet var en masse tilfældige stykker tøj, som var blevet samlet ind fra de lokale genbrugsbutikker. Tøjet skulle splittes ad og sættes sammen i nye mønstre og en ny kontekst med tydelig markering af de oprindelige elementer. Det endelige design blev syet op i indigoindfarvet denim og præsenteret til et modeshow.
“Min gruppe fik to par bukser, som vi besluttede at lave om til en top. Vi brugte for eksempel meget tid på at finde ud af, hvordan et bukseben kunne blive til et ærme. Det var fedt at arbejde i denim som var helt anderledes end genbrugstøjet. På den måde fik man en konkret forståelse for, hvordan materialer opfører sig og hvilket udtryk de giver. Vi fik også en masse tekniske færdigheder i løbet af projektet,” siger Olivia Sahl fra Design.
Dekonstruktion handler om at se nye muligheder i det kendte. Ved at tage udgangspunkt i tøj, der var blevet kasseret af genbrugsbutikker, udfoldede projektet en tendens, der vinder mere og mere frem hos designere som modsvar til brug og smid væk-mentaliteten. Det er billigere at købe nyt tøj end at reparere det gamle, men verdens ressourcer er ikke ubegrænsede, så brug det, der allerede er produceret!
“Fordi man skulle arbejde med det tøj, man tilfældigvis var blevet givet, blev man nødt til at gentænke sine ideer om, hvordan man gerne ville have tøjet til at se ud. Man var nødt til at opfinde noget helt nyt, samtidig med at man selvfølgelig skulle skabe noget, der trods alt var genkendeligt,” fortæller Helena Baldvinsson, elev på Design.
‘Dekonstruktion’ er også et projekt om identitet. Ikke modebranchens enstrengede opfattelse af mennesker, men hver enkelt elevs forståelse af sig selv og sin krop. Verden er fyldt med stereotype krav om krop, tøjstil og udseende, som ingen kan honorere.
“Designbranchen kan umiddelbart virke ret forfærdelig, synes jeg. Men det kan jo være, at vi kan ændre den, hvis vi selv bliver en del af den en dag. Projektet har også hjulpet os til at forstå, at man godt kan udfordre branchen,” siger Olivia.
Med ‘Dekonstruktion’ har eleverne bygget en anden virkelighed op. Skabt et alternativ ud fra vores allesammens forskellige kroppe og den skønhed og de muligheder, der ligger i hver af dem.
På Krabbesholm handler undervisningen om at skabe noget nyt og uset, som ikke fandtes før du skabte det.