Arkitektur

Forår 2026

Lysstudier

På arkitektur har vi haft kurset Light x Wood sammen med gæstelærer Signe Lund. Et intensivt fire-dages-forløb, hvor eleverne har udforsket forholdet mellem lys, materialitet og arkitektur. Forløbet begyndte i Skive Kirke med en åben, sanselig observation af lyset i rummet, dets bevægelse, kvalitet og møde med overflader. Herfra arbejdede eleverne sig frem mod et personligt fokuspunkt gennem en indsamling af observationer og et fælles inspirationsboard, som dannede grundlaget for de videre undersøgelser.

Eleverne udviklede en how might we-hypotese om relationen mellem lys og arkitektur, som de udforskede gennem hurtige prototyper i træ og papir. De arbejdede med arkitektur som et omvendt bygningsværk: hvor arkitekten skærer åbninger i strukturen for at lukke lyset ind, bygger lampen en struktur omkring lyskilden for at kontrollere, hvordan lyset slippes ud.

Forløbet afsluttedes med en opstilling af de rå lampeeksperimenter og en fælles afsluttende refleksion.