Grafisk Design

Efterår 2017

Road Trip Münster Dessau Berlin

Efterårets studietur tog form som et roadtrip tværs over Tyskland fra Münster i vest over Dessau til Berlin mod øst. I Münster var omdrejningspunktet en guidet cykeltur rundt i Skulptur Projekte Münster, der foregår hvert 10. år og er en tour de force i skulptur i det offentlige rum. Byen er fuld af skulpturer, der hver især kommunikerer særligt med deres publikum. Dessau huser den skole, der dannede rammen om Bauhaus og de huse de berømte lærere beboede. Det hele repræsenterer samlet set en klassisk periode i designhistorien, der er svær at komme udenom. Berlin gav lejlighed til at se på en hel del mere kunst. Vi var blandt andet på Hamburger Bahnhof og König Galerie, men højdepunkterne var nok de besøg, vi fik lejlighed til at aflægge hos kunstneren Poul Weile og de grafiske designere Katja Gretzinger, Node og Oliver Klimpel. Det er unikt at komme tæt på en arbejdsproces og få lejlighed til at stille spørgsmål direkte til personen, der står bag.