Udstillinger

Efterår 2021

Yvette Brackman & Esben Weile Kjær: Anxiety of Influence

Kunstnerne Yvette Brackman (1967) og Esben Weile Kjær (1992) har begge sat deres præg på Krabbesholm Højskole. Esben Weile Kjær har de seneste år holdt en række performanceworkshops. Yvette Brackman har gjort sin gang som underviser siden sluthalvfemserne.

I forbindelse med en workshop på Krabbesholm opdager Esben Weile Kjær det mere end 25 år gamle værk ‘Camp’ af Yvette Brackman. Det bliver starten på et spektakulært samarbejde og udstillingen ‘Anxiety of Influence’.

‘Camp’ er et performativt værk, som Yvette Brackman skaber i 1999 ved at en gruppe elever fra Krabbesholm Højskole siger ja – giver deres samtykke – til at optræde nøgne i skoven ved højskolen på knaldrøde ‘sten’ lavet af polyuretan, flamingo og skum, og hvori elevernes kropsaftryk efterlades som fossiler. Dermed træder eleverne ind i værkets fortælling om seksualitet, og om hvordan vi danner og reproducere os selv.

I ‘Anxiety of Influence’ mødes kunstnere til en dialog om værket ‘Camp’, og hvad der ville ske med elevernes samtykke i dag. Udstillingen er samtidig en dialog mellem de to kunstneres praksis. Hvad sker der, når Yvette Brackmans knaldrøde fossiler med nøgne kropsaftryk fra 1999 sættes sammen med klassiske elementer fra Esben Weile Kjærs praksis som spejle, neon- og discolys, der mimer ungdoms- og festkultur? Med hver deres værk ‘Camp’ og ‘Society’ åbner Yvette Brackman og Esben Weile Kjær for fælles dans under discokuglen.

Discokuglen, ‘Sun’, kaster lys på fællesværket ‘Mirror Play 1 og 2’. Her er fotooptagelser fra opførelsen af ‘Camp’ i 1999 sat sammen i et rudemønster, hvor stykker af spejlglas dækker og dermed sikrer en nødvendig anonymisering af elevernes ansigter og samtidig peger på udstillingens ‘nervøse’ interessefelt – hvilken indflydelse og forpligtelse har man som kunstner, når man afbilder andre personer i sin kunst, og er der udløbsfrist på et samtykke?

Udstillingens andet fælles værk ‘Pleasure Project’ henligger i mørket på 1. sal. Den masturberende figur fra Pompeji er elegant placeret på butt plugs og samler tråde til ‘Camps’ knaldrøde kropsfossiler, mytologisering af vores kollektive erindring og forestilling om seksualitet. For så at slippe dem fri igen i et remake af et meme, som en fortsættelse af popkulturens narrativ. På den måde strækker udstillingen ‘Anxiety of Influence’ sig helt tilbage til antikken og frem til nu.

Stueplan: På gulvet ‘Camp’ (1999, Yvette Brackman). På bagvæggen ‘Society’ (2021, Esben Weile Kjær). På væggen ‘Mirror Play 1 og 2’ (2021, Yvette Brackman & Esben Weile Kjær). I loftet ‘Sun’ (2021, Esben Weile Kjær).

  1. sal: ‘Pleasure Project’ (2021, Yvette Brackman & Esben Weile Kjær).