En håndskreven fortælling om en døende far og en ægyptisk solgud blev hædret lørdag den 1. december af Jyllands-Posten og Krabbesholm Højskole. Ved en prisfest på Krabbesholm Højskole i Skive blev forfatter og oversætter Harald Voetmann tildelt Schadeprisen 2018 for sit værk “Amduat – en iltmaskine”.
Det var tredje gang, at højskolen og Jyllands-Posten uddelte litteraturprisen.
Vinderbogen er en sammenskrivning af to fortællinger. Den ene handler om den egyptiske solguds rejse gennem dødsriget om natten. Den anden handler om forfatterens fars død af lungebetændelse på Holbæk Sygehus. I pristalen fremhævede juryen, at bogen »transcenderer døden og sorgen på tværs af tid og sted« og roste forfatteren for »den særlige skønhed i, at faderens enkle, konfuse sætninger tages alvorligt, og der er en stor ømhed over ytringerne sagt af en tørstig og forvirret døende far«.
Den 40-årige forfatter Harald Voetmann er uddannet fra Forfatterskolen, men havde forinden studeret latin og har blandt andet oversat romerske digte.
Også i “Amduat – en iltmaskine” trækker Voetmann på de klassiske former, da bogen er inspireret af egyptisk gravskrift malet på faraoers gravvægge. Den hellige skrift blev udført med sort og rød skrift, og Voetmanns bog er også håndskrevet i disse farver, hvilket blev fremhævet i motiveringstalen: »Teksten og den grafiske form er fælles om at skabe en sjældent set balance mellem det sørgelige, det humoristiske og det højstemte, og på den måde er Voetmann den perfekte eksponent for åndens og håndens indbyrdes uundværlighed.«
Schadeprisen går til et værk fra det forgangne år, som forbinder litteraturen med andre kunstformer, og i alt fem værker var nomineret:
Sangskriverne Alexander Weile Klostergaard og Jonathan West Carstensen fra bandet First Flush var nomineret for deres sangtekster, hvoraf nogle er udgivet i bogen “Rosenkammer”.
Den grafiske designer Line-Gry Hørup var nomineret for sin selvudgivne bog “Blood”: En oversættelse af Rud Brobys berømte og berygtede “Blod” fra 1922 kombineret med fotos og udklip fra hans arkiver.
Digter Lars Skinnebach og multikunstner Goodiepal var nomineret for deres fælles bog “Teotwawki”.
Forfatter Olga Ravn og billedkunstner Lea Guldditte Hestelund indstillet for deres samarbejde “Consumed Future Spewed Up as Present” på udstillingsstedet Overgaden, København.
Pristageren blev dog Voetmann og hans værk, der ifølge dommerne er »dannet, men ubelærende; klog, men skrøbelig; storslået, men også herligt konkret«.
Schadeprisen uddeles årligt, og pristageren modtager en unik keramisk vase og 100.000 kr., som er doneret af Skive Kommune.
Tekst: David Jacobsen Turner Fotos: Per Andersen, Nanna Due og Amalie Rask
OM SCHADEPRISEN
Schadeprisen er på 100.000 kr. doneret af Skive Kommune. Prisen, der er indstiftet af Krabbesholm Højskole og Jyllands-Posten, blev uddelt første gang i 2016.
Schadeprisen rammer smalt og udvider på den måde det litterære felt. Den er en hyldest til litteraturen, der breder sig over flere medier og kombinerer tekst med fotografi, lyd, video, grafik, billedkunst. m.v.
Prisen har navn efter Jens August Schade, der blev født og døde i Skive. I Schades digtning svirrer alting rundt. Fra det mindste til det største. Over landegrænser og på tværs af kontinenter. På tværs af køn og race. Fra det hverdagslige til kosmos og stjernetåger og tilbage igen.
Samtidig bredte Schade sig over flere medier – bl.a. tegning, maleri og grafisk design – og arbejdede tæt sammen med billedkunstnere som Asger Jorn og Inga Lyngbye.