Announcement
Ny udstilling – Evighedsgryden af Ellinor Åslund i Four Boxes Gallery på Krabbesholm Højskole. Åbning den 26. september kl. 17

Four Boxes Gallery præsenterer udstillingen Evighedsgryden af kunstneren Ellinor Åslund. I Ellinor Åslunds første soloudstilling træder vi ind i hendes opslugende og groteske univers, hvor marionetter og keramiske skulpturer vækkes til live og skaber et teater over eksistensens absurditet.

Gennem sange, video og barok keramik præsenteres en række fortællinger, såsom Die Ewige Suppe (2025), en surrealistisk dukketeateropera, der udspiller sig på en bar, hvor hovedpersonen – en keramikdukke, modelleret over kunstneren selv – deler fragmenterede og skelsættende minder fra sit liv, herunder graviditet og det tidlige moderskab. Teatret udfolder sig som en evighedssuppe – et foranderligt sammenkog af minder, drømme og politiske virkeligheder, mens baren forvandles til en skiftende scene hvor sygeplejersker, eventyrfigurer, krigsspøgelser, nationalistiske gadebogssælgere og bureaukratiske håndhævere krydser hinandens veje for derved at synliggøre sammenfiltringerne mellem personlige og kollektive historier. Værket udstilles med en 75 minutters video, den rigt ornamenterede scene, rekvisitter og dukker. Samtidig vil en bid af værket blive opført live af kunstneren under ferniseringen.

I udstillingen finder vi også Gonzan (2024), en serie store keramiske skulpturer, der portrætterer to papegøjeunger, en keramisk gengivelse af et Fabergé-æg med en scene, et par rigt ornamenterede solbriller og store smykker. I en tokanals video hører vi en 3D-animation af papegøjen Gonzan synge historien om sin opvækst, hvor han snart indser sin position i menneskenes verden. Ved siden af disse store installationer præsenterer Åslund et nyt værk, der fortsætter udforskningen af dukketeateroperaens medie, denne gang med fokus på selve teatret.

Fernisering: 26. september kl 17 Udstillingsperiode: 27. september – 5 oktober Åbningstider: Hver dag fra 10-16