For os er et vigtigt formål med en studietur at vise eksempler på, at der er mulighed for at studere grafisk design på andre måder end i Danmark. Det er karakteristisk for de hollandske kunstskoler, at mange discipliner kan findes under det samme tag. Således kan man som grafisk design studerende lade sig inspirere af f.eks kunst, fotografi eller interaktivt design. Derfor besøgte vi på turen både Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam og KABK i Den Haag. Begge steder var vi meget heldige at have meget kvalificerede rundvisere, der delte ud af deres erfaring. Vi besøgte flere interessante udstillingsinstitutioner både i Amsterdam og Rotterdam. Når man beskæftiger sig med visuel kreativitet er det vigtigt at opsøge inspiration, som man kan bruge i udviklingen af sit eget arbejde. Endelig var det også muligt for os at besøge flere grafiske designere i deres studios, hvor de arbejder. Det er meget givende at se, hvordan og hvor forskelligt grafisk design kan forvaltes. Det er også en unik mulighed for vores elever, der på den måde kan komme i direkte dialog med personer, der måske spejler de drømme, de selv måtte have om fremtiden. Kæmpe tak til alle for en god tur.