Litteratur

Efterår 2019

Forlagstur i København

På litteraturlinjen er der både plads til det legende, det eksperimenterende og til det ambitiøse. Og har man ambitioner om at blive forfatter, er det godt at vide, hvad der sker på de forskellige forlag og i det litterære miljø i Danmark. Derfor har litteraturholdet været i København for at besøge forlag.

Vi startede mandag hos forlaget Gladiator. Her snakkede vi med Jakob Sandvad, der er direktør for forlaget, og som har været med til at starte det i 2013. Siden forlagets begyndelse er der sket meget, og forlaget er særligt blevet kendt for deres skriveskoler, der er startet rundt omkring i landet.

Derfor var der også en tidligere Gladiatorskoleelev forbi forlaget, så Krabbesholms litteraturlinje kunne prøve at have en tekstlæsning på den måde, som man praktiserer på Gladiator. Litteraturholdet forlod Gladiator med en mulepose, og alle elever fik et eksemplar af romanen Åh! af Rasmus á Rógvu. Efter besøget hos Jakob Sandvad var holdet ude og spise middag sammen, og vi sluttede aftenen af med at se teaterstykket Enetime på Teatret ved Sorte Hest.

Tirsdag morgen stod den på forlagsbesøg igen. Denne gang besøgte vi Gyldendal, hvor vi hørte om deres forskellige nye udgivelser, hvordan man bliver redaktør på et forlag, og hvad Gyldendal kigger efter, når de antager debutanter.

Turen sluttede hos forlaget Lindhardt og Ringhof, hvor vi snakkede med forlagschef Sune De Souza Schmidt-Madsen. Vi snakkede om glæden ved litteratur og forlagets strategi. Alle forlagsbesøg var præget af en uformel stemning, hvor der var masser af tid til at stille spørgsmål, og litteraturholdet vendte trætte og glade tilbage til højskolen tirsdag aften.