Hvordan ser det ud, når to værker – et tekstværk og et billedværk – ikke skal forklare hinanden, ikke hører sammen som dele af én helhed, men alligevel indgå i en tydelig dialog? I dette projekt undersøger vi, hvordan to værker fra samme kunstneriske praksis kan stå side om side. Ikke som versioner af det samme, men som to forskellige måder at tænke, føle og formulere sig på – med en fælles kilde.

Projektet tager afsæt i den enkelte elevs praksis og i idéen om sammenhæng uden sammensmeltning. Det handler om at lade værkerne tale med og mod hinanden. Som i en udstilling, hvor to værker af samme kunstner – måske skabt på forskellig tid, i forskellige medier – hænger i samme rum, og netop derfor begynder at give hinanden betydning.

Med udgangspunkt i en tidligere opgave om tekst som kunst, arbejder vi i feltet mellem tekst og kamerabaserede billeder: fotografi og video. Teksten som visuelt værk. Billedet uden tekst. Det at gå tilbage til en tidligere opgave fra en måned før, former også forståelsen af en praksis som noget i en større sammenhæng, og ikke bare handler om værket foran en. Det er en undersøgelse af, hvad det vil sige at arbejde i en praksis. At gentage sig selv og samtidig finde nye veje. At være tro mod en idé, en stemning, en tone – men insistere på, at værker må stå selvstændigt. Projektet er en øvelse i at se egen praksis udefra, i at skabe forbindelser og kontraster, i at give plads til kompleksitet.