Kunst

Efterår 2023

Hjertet på ærmet

Et undervisningsforløb, der udmundede i en kollektiv performance iscenesat af Filip Vest på Kulturmødet Mors 2023

‘Hjertet på ærmet’ er en performance om festen som sted. Om at føle alle følelserne og ikke at føle noget som helst, mens bassen pumper i brystet. Performancen er bygget op som en fest, der pludselig går et skår i. Øjeblikket du kommer til at dele for meget, kommer i tanke om din egen dødelighed og verdens undergang eller bare hjertesorger. Projektet undersøger det ekstatiske i festen, men også det ubehag og den ensomhed der findes i festens rum. ‘Hjertet på ærmet’ handler om det smarte og det cringe, det akavede det sårbare og det intime. At være skiftevis apatisk og overengageret i verden og menneskene omkring én. At tage en lidt for alvorlig snak mellem to slurke af en drink. At komme til at græde på dansegulvet. At være kedelig. At gå fra festen. At have det forkerte tøj på. At komme til at vinke til en person, som man slet ikke kendte alligevel… Som en del af undervisningsforløbet lærte eleverne at udvikle forskellige “scores” med udgangspunkt i performancens tematikker, som genererede både tekstmateriale og koreografisk materiale. Til sidst sammenatte Filip Vest alt materialet i en dramaturgi til den endelige performance, som blev opført af eleverne i Four Boxes for resten af skolet og til Kulturmødet Mors.

Performancen blev til i samarbejde med Art Hub Copenhagen og Kulturmødet Mors.