I midten af september tog hele skolen på studietur. Kunstholdet kørte med bus til Amsterdam og havde fem skønne dage i byen. Her besøgte vi Gerrit Rietveld Academie hvor rigtig mange gamle Krabbesholm elever går, især på kunst og grafisk design-linjerne. Det var dejligt, at se så mange gamle elever trives i byen og på skolen. Desuden så vi naturligvis en lang række udstillinger, både på gallerier, udstillingssteder og kunstmuseer. Vores guide var en tidligere elev fra kunst og grafisk design, Carl Otto Linde, der gjorde et virkelig godt stykke arbejde og havde forberedt sig grundigt. Selvfølgelig nød vi også bare byen og dens afslappede og behagelige atmosfære. Det er forståeligt, at så mange tidligere elever fra Krabbesholm Højskole søger ind på Rietveld – og for det meste kommer ind.