Udstillinger

Efterår 2016

RE F O R M

Four Boxes, Krabbesholm Højskoles udstillingsbygning, har glæden af at præsentere design-biennalen RE F O R M.  RE F O R M er en censureret udstilling, hvor unge møbelsnedkere, designere og arkitekter har kunnet sende forslag ind til en jury bestående af Karen Grøn, direktør for TRAPHOLT; Mette Barfod, chefredaktør for RUM; Jonas Krüger, direktør for Brdr. Krüger. På baggrund af de indsendte forslag har juryen udvalgt 15 møbelværker, som tilsammen giver et godt indblik i de nyeste tendenser indenfor designfaget.

RE F O R M har bevidst søgt møbelværker, som signalerer nye retninger. Det gælder både form, funktion, udtryk, materialer, håndværk og forholdet til brugeren. Udstillingen handler om at skabe et frirum. En legeplads for abstrakte argumenter, hvor det er tilladt at eksperimentere og dermed sikre, at kreativitet og nytænkning ikke bliver sat for tidligt i system. Målsætningen er at skabe en platform som opfordrer deltagerne til at turde satse på alternativer til det som den etablerede design- og møbelindustri tilbyder. Som udstillingens titel antyder, så handler RE F O R M på den måde også om at reformere dansk design. En vigtig pointe er, at RE F O R M er sat i værk for at udfordre både branchen og deltagerne selv. Ved at reflektere og diskutere formgivning skaber vi i sidste ende mere vedkommende produkter og værker til forbrugerne og beskuerne.

RE F O R M afholdes i år for anden gang og vises ligeledes på Four Boxes for anden gang. Årets udgave er tidligere blevet vist på Kinfolk Gallery i København. RE F O R M er grundlagt og arrangeret af møbeldesigner Maria Bruun og møbelkunsthåndværker Rasmus B. Fex. Udstillere: Margrethe Odgaard, Rasmus Fenhann, Johansen Faurschou, Kevin Hviid, Krøyer-Sætter-Lassen, Mathias Weber, Rasmus Warberg, GECKLER MICHELS, Camilla  Monsrud, Astrid Tolnov, Eddie Olin, CILLEVENGBERG, Anna Aagaard, Jakob Friis Ingemansson og Andreas&Andreas.

Se mere på www.re-form.dk