Visuel Kommunikation

Efterår 2019

Grafisk Design i Venedig

Kunst er et vigtigt omdrejningspunkt for Krabbesholm Højskole. Selvom grafisk design er et selvstændigt fag er efterårets studietur til Venedig en vigtig opgradering af den enkeltes æstetiske erfaring gennem netop kunst på den biennale, der hvert andet år præger byen. Her forvandles byen nærmest til en stor udstilling. Der er så meget at se på, så man er helt sikker på at blive fuldstændig mæt af indtryk. Venedig er også en kulisse for en ekstrem turisme, der både kan betragtes og kritiseres, når krydstogtsskibene pludselig fylder hele horisonten. Det er også en by, hvor klimaforandringerne trænger sig på meget konkret i form af vand, der stiger, hvilket også reflekteres i flere af de udstillinger, der er en del af biennalen. Som et dejligt punktum for vores tur fik vi også et elegant indblik i, hvordan grafisk design praktiseres på venetiansk. Vi besøgte Tomotot, der hovedsageligt arbejder for kulturelle klienter i Venedig. De giver kærligheden til boghåndværket frit løb i formidlingen af den særlige stemning, der trods mylderet af turister alligevel gennemstrømmer byen. Tak for en god studietur.