Udstillinger

Efterår 2015

Tham & Videgård arkitekter:
The operative elements of architecture

Four Boxes på Krabbesholm Højskole byder velkommen til en udstilling af Tham og Videgård Arkitekter. I 2014 vandt tegnestuen konkurrencen om at tegne et nyt hus til højskolen. Den nye bygning, som skal huse undervisningslokaler til linjefagene Kunst og Fotografi, er under opførelse og forventes at stå færdig og klar til indflytning i november i år.

Tham og Videgård Arkitekter har kontor i Stockholm og har siden etableringen i 1999 vundet international anerkendelse for deres arbejde. Blandt deres vigtigste opførte projekter er Nya Arkitekturskolan i Stockholm, Kalmar Konstmuseum, Moderna Museet Malmö, Archipelago House og House Lagnö. Tham og Videgårds arkitektur har en stærk nordisk identitet, og er blevet beskrevet som pragmatisk og udtryksfuld på én og samme tid. Deres bygninger antager ofte umiddelbart forskellige former, men fælles for dem er dog, at de altid tager udgangspunkt i de enkelte projekters konkrete program, kontekst og forudsætninger – herunder sociale faktorer, landskab og miljø.

Udstillingen på Four Boxes er en manifestation af Tham og Videgårds fortløbende diskussion af arkitekturens grundlæggende bestanddele, en række aspekter og observationer som de benævner ‘The Operative Elements of Architecture’. Med udgangspunkt i en række færdige projekter og konkurrencebidrag består udstillingen af skitser, plantegninger og modeller, samt fotografier af opførte huse. Udstillingen indeholder også et læsehjørne, hvor man kan fordybe sig i bøger om tegnestuen, med særligt udvalgte møbler og lamper. Tilsammen skaber disse elementer rammen for en grundig præsentation af Tham og Videgårds arbejde, både i teori og praksis. Selvom tegnestuen tidligere har deltaget i udstillinger i Danmark har det ikke været muligt at få et større indblik i deres arbejde i form af separatudstilling eller opførte projekter. Udstillingen udgør derfor en unik mulighed for at stifte bekendtskab med en af Nordens mest interessante tegnestuer.