Livet består af en række øjeblikke, hvor hvert nu bliver efterfulgt af det næste. Engang var alting midlertidigt, og tingenes eksistens var ikke defineret af dets varighed, men derimod af dets uundgåelige ende. Det som vi er tilbøjelige til at kalde “naturligt” og “organisk”, er oftest blevet forbundet med dets evne til at forgå. I dag lever vi i en verden, der i stigende grad er præget af en fælles forestilling om det evige, et brændende ønske om at bevare og forlænge, hvorfor vi forsøger at strække, forme og modulerer tiden for at undslippe vores forudbestemte skæbne. Det er få ting, der kan udfordrer denne forestilling. Noget, der på én gang findes i overflod og er en sjældenhed, en erfaring eller forteelse, der udfordrer vores forståelse af evighed, og som til tider får os til at forvride og forlænge tiden, blot for at den kan eksistere. Kærlighed. Med udgangspunkt i Sofokles’ sammenligning af kærlighed og smeltende is beskriver Anne Carson det særlige forhold mellem kærlighed og tid: “Den elskendes egentlige ønske er, som vi ser i denne håndfuld is, at undslippe fysikkens love og bevæge sig ind i et rum, hvor tiden ikke længere er entydig, hvor det fraværende kan være nærværende, og hvor ”nu” kan rumme “dengang” uden at ophøre med at være “nu”."[1]
I Beneath Our Feet undersøger Carl Otto Linde spændingen mellem det varige og det forgængelige, som eksisterer i kærligheden. Den spænding der findes i ønsket om at bevare og det uafvendelige i, at alting vil og skal forandre sig. Der findes et iboende paradoks i begæret. Carson beskriver, hvordan den elskende ønsker at undslippe fysikkens love. Kærligheden får os til at ville bøje, forme og forandre tiden. Den får os til at ville vende tilbage til de forbipasserede øjeblikke, forlænge dem som vi befinder os i, og få fremtiden til at rumme løftet om evig kærlighed. Den elskende ønsker, at fortiden kan eksistere sammen med nutiden, uden at nogen af dem går tabt: “Samtidig opfatter den elskende tydeligere end nogen anden forskellen mellem begærets ‘nu’ og alle de andre øjeblikke, der omtales ‘dengang’, og som ligger før og efter det. Et af disse øjeblikke, der kaldes ‘dengang’, rummer den, der elskes.”[2]
Lindes værker undersøger, hvordan tidens gang og evighedens brudte løfte ikke kun har indflydelse på vores opfattelse af verden, men også den umiddelbare, sanselige oplevelse af at være en krop i den. Gennem udtørrede kontaktlinser der ligger spredt i udstillingsrummet, fuglesang afbrudt af et urs tikken og en sort væg, der simultant fremkalder følelsen af en ukendt ensomhed, og muligheden for en fremtid fri af fortiden, undersøger Linde den skrøbelige grænse mellem begær og adskillelse. Værkerne stiller spørgsmål ved afstanden mellem det, vi opfatter og det vi fysisk oplever, og hvordan vi i forsøget på at bevare og forlænge det der hele tiden forandrer sig, måske selv er skyld i at ødelægge drømmen om det evige. “Hvad ville den elskende bede tiden om, hvis han selv kunne bestemme?”[3]
Tekst af Olivia Turner
[1]Anne Carson, Eros the Bittersweet, 1st Dalkey Archive ed (Dalkey Archive Press, 1998). 117. Alle citater fra Carson er oversat af tekstens forfatter.
[2]Carson, Eros the Bittersweet. 117
[3]Carson, Eros the Bittersweet. 121