Vi vil gerne sige en kæmpe tak til alle, der tog sig tid til at komme forbi udstillingen “forråd forråd forråd” på Fabrikken i København. Det var en helt fantastisk aften og dejligt at se så mange mennesker.

Åbningstale af forstander Caroline Høgsbro:

FORRÅD FORRÅD FORRÅD

Velkommen til Krabbesholms efterårsudstilling. Vi har samlet til bunke. Vi har produceret. Vi har fermenteret viden og ladet idéer gære. Vi har sat labels på ting og håbet, de kan holde længe. Vi har placeret dem steder, hvor vi kan finde dem igen. Vi har vist omsorg og forestillet os en fremtid, hvor der er brug for os.

Os Krabbesholmere, der går skabende til værks og ikke altid bruger ord. Vi, som måske får lov at leve livet skabende – dvs. definerende for andre mennesker fysiske fremtid i verden. Ordet forråd er i første omgang harmløst. Mennesket er samlere. Det bliver vinter snart. Vi er blevet bedt af Beredskabsstyrelsen om at forhold os til tre dages potentiel strømafbrydelse. Skal vi have vand i kælderen, eller er det nok med kilden i skoven? Og hvilken fare forholder vi os til?

Forråd er en reaktion på tidens mest ubærlige udtryk: åndelig oprustning. Matthias Tesfaye har skabt store debat med udtrykket og mange mener meget. Skal vi gå med det? Og bliver vi stærkere af det eller bare mindre bange? Den skelnen kunne jeg godt tænke mig, vi talte mere om. Jeg føler et kæmpe ubehag ved det udtryk. For hvis noget skal ruste os, så skal det være hårdt og modstandsdygtigt. Og det er ånd som regel kun, hvis mange slutter sig sammen om at blive enige om noget. Det lugter af dogmer og fundamentalisme. Ligefrem nationalisme. Den enkeltes ånd er måske resilient, altså i stand til at restituere efter et angreb. Men en åndelig rustning, den skal laves af noget ubøjeligt. Noget der ikke er til forhandling. Sådan må ånd aldrig blive.

Oprustning er noget, man gør med ting, der kan ruste – våben, kampvogne, droner. Men kærlighed ruster ikke. Kunst ruster heller ikke. Og ethvert forsøg på at preppe i sjælelige anliggender ender galt. Du kan ikke samle kærlighed til bunke, sætte den på hylden og skære små bidder af, når vinteren bliver lang og kold. Jeg kan ikke opbevare kunstens inderste betydning i et marmeladeglas med plukkedato og indkogningstid. Uanset hvad rammer livet, når det rammer. Kunsten og ånden hører ikke hjemme på et lager – de hører hjemme i verden. Derfor har vi taget vores lager med herhen i dag. For at vise det. For at levendegøre det. For jer. I Krabbesholms udstilling samles alt det, vi elsker, og viser, hvordan det, vi rører, gemmer og deler, bliver til et levende fælles forråd af værker og handlinger.

Et forråd, der næsten på mystisk vis kommer til at stå i logisk forhold til hinanden. Der opstår temaer, der trækker fine og uforudsigelige spor hen over den 30 meter lange væg. Udstillingen skal ikke forstås som en statisk beholder, men som en porøs og levende organisme, hvor processer fortsætter, udveksles og forandres. For et lager skal bruges – ellers skal det smides ud. Det er afgørende, at der er liv i lagret: at materialer bruges, og nye kommer til. Et lager af mad, der ikke bliver spist, rådner. En samling, der ikke udstilles, er død social kapital. I Krabbesholms forråd bevarer vi for at beskytte, lagrer for at dele og lader viden gære. Vi forvalter et cirkulerende materialeforbrug, hvor materialer, teknologier og mennesker indgår i et gensidigt kredsløb af anvendelse, opbevaring, brug og genanvendelse.

Krabbesholm viser i forråd forråd forråd både uformelle og omsorgsbaserede praksisser: sortering, deling, opbevaring og fælles ressourcer. Forråd er her ikke privat ejendom, men fælles infrastruktur – en måde at tænke økonomi som relation snarere end transaktion. Vores forråd er både arkiv, organisme og fællesskab: et rum, hvor omsorg, viden og materie fortsætter med at fermentere. Alt dette sker også i et fortvivlet forsøg på at fastholde alt det, vi alligevel skal give slip på. Det levende forråd af mennesker, deres historier, humor og relationer. De tusind små plateauer, der udgør et halvt år på højskole. Alt det, hovedet desperat forsøger at holde fast i, så det ikke går tabt – og så vi ikke glemmer at sætte dato på og lægge det et sted, hvor vi kan finde det igen. Vi beder jer ikke om at ruste op eller ned. Vi beder jer huske, at det bedste værn mod en modløs fremtid er – og bliver – fantasien, evnen til at elske, evnen til at skabe og allervigtigst: fællesskabet.

Forråd er en hyldest. Til freden. Til vinteren. Til venskaber. Til kunsten.