Tale af Charlotte Jensen 30. septemper 2023:

Kære Peter

Tillykke med udstillingen.

For mig er du et slægtskab, vi selv har fundet på. Et slægtskab, der også rummer mange andre. Vi har været med i en sammenhæng sammen i mange år. En sammenhæng, der når ud over os selv. Den betydning du har haft for den virkelighed, der er vores – for Krabbesholm er ekstremt stor. Og det kulminerer så i dag med en fernisering her i FourBoxes. Med din ophængning af malerier.

Vi står i et rum vi kender rigtig godt.

Og det slog mig i går, at netop gennem rummet og gennem den udvidelse af det, som ophængningen af dine malerier formelt udgør, ville det måske kunne lykkes mig at skabe en forbindelse mellem malerierne og det slægtskab, vi er forbundet af og dermed med den betydning, du har haft for Krabbesholm. Den måde malerierne udvider rummet på og deler deres sprog med os, der står herinde, forsikrede mig pludselig om, at der her midt i virkeligheden findes noget mere. Der findes et rum for noget, for nogen eller for mig, som man kan være utrolig heldig at være en del af. Det er måske usynligt for enkelte, utilgængeligt for andre, men hvis man er heldig at være en del af det, vil man aldrig glemme det. Det er det rum, du har skabt og delt her på Krabbesholm, hvor vi begge har levet i mange år.

Du beskriver i den tekst, der ledsager udstillingen det at male som et fast arbejde. Rutinepræget og frusterende. Men på en anden side også som en rammesættende og strukturerende livsform, hvor det at checke telefonen, tage en kop kaffe og skrive en indkøbsseddel spiller en rolle for tilblivelsen af maleriet. Når man siger maleri, betegner det både resultat og proces. At se malerierne som en forlængelse af levet liv må være ok så. Nogle af malerierne hænger her i dag. Processen fortsætter.

For Per og mig har det i bedste forstand givet mening at samarbejde om den bog, der ledsager udstillingen. Bogen udfolder udstillingen på en anderledes måde, fordi den sammenstiller dine malerier med erindringstekster fra din barndom og ungdom – fra dit liv før Krabbesholm. Bogen som medie muliggør sammenstillingen mellem tekst og billede, der så kan spejle og reflektere hinanden. En scene, et rum i sig selv, der står åbent for fortolkning og som noget væsentligt også rummer ideen om den pædagogiske situation. Mødet mellem lærer og elev. Jeg har personligt idealiseret og set op til din praksis, som lærer i kunst og i dagens anledning sat på spidsen – i maleri, som mystisk og dragende. Som noget enestående og kompromisløst pædagogisk. Bøgernes sider er blandet forskelligt fra bog til bog, så alle kan lære noget forskelligt. Forbindelserne mellem tekst, liv og maleri står ikke stille.

Måske tager de mig tilbage til en slags barndom, hvor bremsespor i underbukserne eller Skid Marks var noget, der kunne ske for selv den bedste. I hvert fald formidler de en poetisk akavethed i iagttagelsen af, hvordan livet blev, der ledes tilbage til maleriernes nærvær i dag.

“Maleriet er tomt og handler kun om sig selv”, skriver du og slutter med at konstatere at “maleriet er maleriet”. Livet er livet vil jeg tilføje. Hårde og reducerende konstateringer, der lukker sig om sig selv, men som samtidig kan noget mere, det modsatte på en måde, som jeg, som vi har brug for i dag nemlig pege på at både maleriet og livet er universelt og uendeligt.