Lone Aburas’ (f. 1979) “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)” bliver udgivet af Krabbesholm Højskole i samarbejde med Gyldendal. Bogen er en stakåndet, politisk og poetisk protesttale, der nyfortolker genren agitprop. Lone Aburas håber, at bogen kan blive en knytnæve og et modspil til den hårde tone, der er i magtsproget og debatten. “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)” er med tegninger af Mo Maja Moesgaard. Opsætning og grafisk udtryk er lavet af elever fra Grafisk Design på Krabbesholm Højskole i samarbejde med Lone Aburas og Gyldendal.
Lone Aburas modtog Montanas Litteraturpris 2017 for “Det er et jeg der taler (Regnskabets time)”.