Det gode magasin Atlas skriver virkelig pænt om den seneste bog i Krabbesholms Schade-serie:
William Burroughs’ melankolske sci-fi fra 1971 De vilde drenge er en erindringsbog, en drømmebog og en dødebog. Men den er også en slags teen-exploitation spejderhåndbog: Fyldt med drenge, der, når de ikke snitter spyd, laver bål og syr hemmelige lommer i deres uniformer, flyder i spasmer af vold, stoffer og analorgasmer. »At skrive,« sagde Burroughs, er »at skabe en verden man gerne vil leve i«. I De vilde drenges tilfælde en verden af lovløshed, sprøjtende forstadssolnedgange og sodomistisk genopstandelse.
De vilde drenge – en dødebog er snart halvtreds år gammel. Den foreligger nu for første gang i dansk oversættelse fra forlaget Antipyrine, der også har suppleret med et relevant forord. Burroughs’ bog er ikke så meget af sin tid som forud for den, og den fortjener at bliver læst af et nyt, yngre publikum: De vilde drenge handler om teenagere og henvender sig, især, til dem.
De vilde drenge fungerer som en film på skrift. En nøje komponeret samling af pulserende billeder, der flakker ind og ud af fokus og ind og ud af erindret fortid, drøm og hallucinerede fremtidssyn. Der klippes hårdt, sammensplejses og fades mellem falmede snapshots og neon-skarpe sanseeksplosioner, hvor syn, lyde og berøring bobler i celluloiden og bliver til sølvpletter på nethinden. Alt sammen som set på flimrende skærme eller i fart ud af et togvindue.