Announcement
Ny stilling som underviser i Design

Krabbesholm Højskole tilbyder en fast stilling som underviser på linjefaget Design med tiltrædelse den 1. januar 2026.

Vi søger en fagligt stærk person, der brænder for at undervise og inspirere næste generation af designere. Du har ideelt set undervisningserfaring, og du er en person, der kombinerer robusthed med empati i mødet med elever og kolleger.

Om dig

Du er en visionær underviser, der kan være med til at forme fremtidens designundervisning på højskolen – og sætte denne i kontekst af Krabbesholms kunstneriske og pædagogiske udvikling. Vi forestiller os, at du:
• Har en relevant uddannelse fra en designskole eller tilsvarende baggrund
• Har en stærk faglighed – både praktisk og teoretisk
• Har interesse for højskolen som et unikt lærings- og udviklingsrum
• Har didaktisk og pædagogisk forståelse
• Er ansvarsfuld, selvstændig og samtidig en god samarbejdspartner
• Brænder for at udvikle designfaget i lyset af nutidens og fremtidens udfordringer, ikke mindst indenfor bæredygtighed
• Trives i et dynamisk, tværfagligt miljø omgivet af mange mennesker
Du er desuden interesseret i at engagere dig i højskolens sociale liv og bidrage til et levende miljø, hvor både medarbejdere og studerende bliver set, hørt og løftet. Som fastboende med tjenestebolig på skolen bliver du en aktiv del af Krabbesholms værtskab og internationale fællesskab.

Om stillingen

Som designlærer bliver du en del af et dynamisk undervisningsmiljø, hvor værket og processen står centralt. Vi ser udviklingen af værker som et omdrejningspunkt for læring, trivsel og kunstnerisk fordybelse. Dine primære arbejdsopgaver omfatter:
• Tilrettelæggelse og gennemførelse af designundervisning med fokus på værkproduktion
• Vejledning og sparring med elever i deres designprocesser
• Deltagelse i tværfaglige projekter og udstillinger
• Bidrag til højskolens kunstfaglige udvikling
• Engagement i det højskolepædagogiske arbejde med eleverne
Undervisningen foregår både gennem forelæsninger, oplæg, individuel vejledning, og på skolens værksteder, som bl.a. rummer laserskærer, 3D-printer, keramik-, glas- og træværksted, samt tryk- og syværksted. Se eksempler på undervisningsprojekter her: krabbesholm.dk/da/Linjefag/Design

Om Krabbesholm Højskole

Krabbesholm Højskole ligger naturskønt mellem Limfjorden og Krabbesholm Skov i historiske herregårdsbygninger fra 1565. Skolen har tegnesale, værksteder og eget galleri, Four Boxes Gallery, hvor både studerende, undervisere og professionelle kunstnere udstiller. Vi har omkring 115 studerende, som specialiserer sig inden for kunst, arkitektur, design og visuel kommunikation.

Fundamentet for designfaget er troen på, at design kan bidrage til forandring – med bæredygtighed og samfundsmæssigt ansvar som centrale pejlemærker.

Vi tilbyder

• En platform for at udvikle eksperimenterende designundervisning
• Et dynamisk fagmiljø og et levende, inkluderende fællesskab med både kolleger og studerende
• Attraktive ansættelsesforhold i inspirerende arkitektoniske rammer
• En arbejdsplads i smukke omgivelser mellem Limfjorden og Krabbesholm Skov
• Adgang til et stærkt fagligt netværk af designere, kunstnere og arkitekter
• Arbejdsplads i lærernes atelier samt adgang til skolens værksteder
• Fantastisk mad døgnet rundt fra vores dygtige køkken
Du underviser 40 uger om året, hvor arbejdstiden fordeler sig omtrent ligeligt mellem undervisning, forberedelse/dokumentation og deltagelse i højskolens sociale og kulturelle liv – herunder morgensamlinger, foredrag, fester og weekendarrangementer. Højskolen stiller bolig til rådighed.

Ansøgning

Send ansøgning, CV og portfolio senest 4. november 2025 til: post@krabbesholm.dk Jobsamtaler afholdes i uge 46.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Maj Lind Behnk på 97 52 02 27.