Hun var gemt, så meget vidste jeg.

I begyndelsen skinnede de institutioner, hun boede i; gourmetmåltider og bittesmå muslinger, man kunne afskalle. Perlebesatte hummergafler. Hun var indkapslet i en raslen af bestik. Skinnende hvide duge formet som en time; kurvede hvalknogler dækkede hendes flyvesand; rosa kinder og emaljeret hud etc. Hun føjede sig for al denne velvilje og det dannede en form om hende, skalagtig.

Under middagen, under høje lofter, blev hendes fordøjelsessystem og spiserør belagt med et ældgammelt dyrs sanselighed, svagt skinnende og gyldent som viden. Hors d’oeuvres for de velforvarede i et hotel ved navn fornuft: Nummererede rum kufferter små indpakkede håndsæber servietringe.

En verden udmålt i de ordnede mellemrum, vi kalder høflighed. Indre og bundne.

Stederne vandrede, ringe udvidede sig: konvolutter betød intrige. Hun misforstod. Hun skrev på ydersiden. Hun blev givet en lillefinger og skabte en krop.

Hendes modige syner blev til skulpturer, store og kommunale, og deres varighed åbnede hende. Til byen støbte hun kvindekød i materialer, som kunne tåle regnen. Hun spurgte til, hvad en kant var og åbnede sin skal, lod vandet flyde ind. Hummergafler i loftet, ituslået porcelæn, løsnede perler. Historien blev oversvømmet og forandredes.

Skrækslagne eller straffede skiftede institutionerne form. Lange gange optegnede de yderste grænser for Verdens Ende. De kaldte hende det man kalder alle kvinder som ved. Hun var gal og hendes skal skinnede ikke, den sank. Det, hun havde fået, var kyskhed og døre, som om et værelse rakte til at være en prop i pigehjernen. Men hun havde sine egne grænser, vores salte rebel: årerne fyldtes af bløddyr, to øjne kondenseredes til ét, huden bekymrede sig. Hun ville være medsøster og hendes toogtredive tænder var det eneste, hun havde at forhandle med. Hun forlod hotellet til fordel for havet, blev modig af dets dybde.

I hendes fredløse tankers dyb lavede hun sit bur om til en rustning; oversvømmede sin skal og spandt den til knogle. Gal var ikke et navn, hun kunne leve med. Hun skrev på ydersiden af konvolutter. Et liv af misforståede beholdere.

Der blev hun. Under vand. Tegnede i tunger fra dybet. Rystet løs fra sin familiehistorie.

Tekst af Hannah Regel

Oversat af Ida Holmegaard