Udstillinger

Efterår 2013

Jacob Dahl Jürgensen:
Securities

Jacob Dahl Jürgensens udstilling Securities består af tre grupper af værker: en serie større papirkollager monteret på lærred, en serie mindre digitale tryk på plexiglas samt en gipsskulptur i flere dele.

Som titlen antyder er udstillingens centrale motiv finans; nærmere bestemt i form af forholdet imellem tegn og betydning. Securities kan oversættes som værdipapirer eller ‘finansielle instrumenter’ og er omsættelige aktiver såsom pengesedler, aktier eller obligationer. Fælles for disse finansielle instrumenter er, at de alle består af et konkret dokument som repræsenterer en abstrakt værdi. Udstillingens værker beskæftiger sig på samme måde med tegn og betydning, samt forholdet imellem original og kopi.

CAPITAL er en skulptur i flere dele bestående af gipsafstøbninger af en tre meter lang søjle med tilhørende fod og kapitæl. Forlægget for de negative aftryk er en syntetisk pyntesøjle – i sig selv en kopi af et klassisk græsk forbillede – og skulpturens dele ligger spredt ud på galleriets gulv som en slags kunstig ruin.

Skulpturens kanelleringer reflekteres i de horizontale striber på Securities, en række store, monokrome kollager monteret på lærred. Kollagerne består af pastelfarvet amerikansk sikkerhedspapir som normalt bruges til at trykke dokumenter som ikke må kunne kopieres; fx checkhæfter, certifikater og diplomer. Papiret har et indbygget og usynligt pantograf, et fint mønster som pga. en moiréeffekt træder frem på en fotokopi i form af ordet ‘Void’. Papirarkene i kollagerne er blevet kopieret igen og igen hvorved ordet træder tydeligere og tydeligere frem, for til sidst at blive helt ulæseligt.

De store kollager akkompagneres af Derivatives, en række maleriske tryk på Plexiglas i A4 format. De sort/hvide digitale tryk forestiller abstrakte penselstrøg, og er alle manipulerede udgaver af det samme motiv – et enkelt ‘stock photo’ købt online.