Linjefag

Grafisk Design

Grafisk design er at udfordre det visuelle sprog. Det sprog vi kender til hudløshed. Det er visuelle og sproglige meddelelser, som kan flytte stemmer, ændre holdninger og gøre løgn til sandhed.

For at kunne kommunikere må man påtage sig et ansvar. Det er let at få sine projekter til at ligne virkelighedens. Det interessante er at gå lidt længere.

Vores arbejdsfelt er bredt og spænder fra detaljeret, håndværksmæssig viden om typografi og layout til udvikling af et helt personligt udtryk. Skitsering og ideudvikling er centrale redskaber, når vi arbejder i det mangfoldige fagområde, som grafisk design udgør: bøger, magasiner, plakater, visuel identitet, typografi, logotyper og installationer.

Vi starter altid med en samtale. Det er i dialogen, at en ide bliver til flere, og opgaverne udvikler sig meningsfyldt. Arbejdsfællesskabet styrker den enkeltes bidrag og etablerer et ubetaleligt netværk. Den enkelte opgave kan ofte ende i individuelle besvarelser, men det er i tegnestuefællesskabet, man skal stille spørgsmål og være åben over for andres ideer, så man kan udvikle sine egne. Du lærer at formulere dig visuelt. Ved at bryde med standardopfattelser af design og kommunikation. Ved at analysere, researche og eksperimentere. Hvornår er godt godt nok? Hvornår er nok nok? Ens egen holdning er vigtig, den giver andres holdninger en væg at spille bold op ad. Jo flere tanker og ideer, et projekt indeholder, jo mere interessant bliver det at tale om. Hvis man er grænsesøgende, bliver grænserne skarpere.

At trykke serigrafiske plakater i hånden eller at male sit design direkte på væggen er i virkeligheden meget sværere, end hvis værktøjerne er computer og printer. På grafisk design kan du lave unikke eksperimenter med form, farve og typografi. Men uanset hvor dedikeret du måtte være, opstår der uregelmæssigheder i processen. Fejlene giver slutresultatet en egen skønhed, der er umulig at efterligne digitalt.

Det er vigtigt at vide, hvordan en bog eller et tidsskrift hænger sammen. Det kan man kun lære ved at gøre det selv og på den måde erfare, om typografering og billedvalg hænger stramt nok sammen. Vi kan arbejde med store oplag i kraft af vores Riso A2. På den måde kan vi få bøgerne og tidsskrifterne ud til læseren og gå hele vejen: fra ide og koncept til grafisk tilrettelæggelse, trykning, falsning og hæftning. På samme måde er der ikke lang vej fra et ideoplæg til en plakat og et oplag på 500 færdigtrykte eksemplarer. Den slags projekter kan blive til virkelighed på en dag.

Udgangspunktet for et fælles projekt kan være meget enkelt. Som at gentage den samme sætning om og om igen på plakat efter plakat med meget få variationsmuligheder. At lade den individuelle løsning bidrage til en større sammenhæng skaber ikke bare overbevisende resultater, men styrker også oplevelsen af et fællesskab, hvor den enkeltes ide bliver til flere. Således kan en række udstillingsplakater på en væg se meget enkle ud, men under overfladen gemmer der sig et uvurderligt samarbejde.

Hver elev får stillet en computer til rådighed, og Illustrator, Photoshop og InDesign bliver hurtigt selvfølgelige arbejdsredskaber i hverdagen. Arbejde i hånden inddrages som et fascinerende og nødvendigt supplement til computeren, og blyant, saks, lim, papir, maling og pensel er essentielle arbejdsredskaber såvel i skitsefasen som i udarbejdelsen af det endelige resultat. Vi inddrager også andre af skolens fagområder: serigrafi, litteratur, fotografi og kunst.

Efterår 2017